Dysfunktionelle familiemønstre

 

'Forståelsen for verden skal skrives om'
Chefpsykolog Lars J. Sørensen i 'Den sociale udfordring' på P1.

 

 

For at seksuelt misbrug af børn kan forekomme, må nogle bestemte forudsætninger i miljøet være til stede. Disse forudsætninger findes i det, der kaldes et dysfunktionelt familiemønster. Dysfunktionelt vil simpelthen sige dårligt fungerende. 

 

Det grundlæggende problem i den dysfunktionelle familie er kommunikations- og grænseproblemer. Grænser er meget mere end at kunne sige fra, som man nok almindeligvis forstår. Det er meget komplekst og handler om den måde, man oplever sig selv og andre mennesker; den måde man er i verden på.

 

Eva Hildebrandt beskriver i bogen 'Familier med sexuelt misbrug af børn' fire essentielle grænseproblemer i familien (og dermed også for det enkelte familiemedlem):

 

1. Familien har meget stærke grænser ud mod omverdenen og lukker sig om sig selv. Der er ingen følelsesmæssig åbenhed men meget ofte en stærk facade. Der kan i familien være en oplevelse af, at det er 'os mod alle de andre', der afspejler sig i en negativ omtale og tilgang til andre mennesker og til verden udenfor familien.
2. Indadtil har familien ingen eller kun få grænser. Der kan ofte forekomme  impulsstyret adfærd, der både kan være grænseløs og krænkende. Der er generelt ikke respekt eller forståelse for den enkeltes grænser, følelser og behov. Samtidigt er der ikke nogen naturlig afgrænsning mellem de enkelte familiemedlemmer, så det bliver svært at adskille sig og være anderledes uden at føle sig forkert. Forandring, udvikling, selvstændighed, uafhængighed og individualitet bliver ikke opmuntret og måske ligefrem nedgjort eller forhindret. 
3. Familien har problemer med at opretholde grænser mellem generationerne. Der opstår en rolleforvirring eller rolleombytning, hvor børnene på visse områder får voksenroller og -ansvar, mens de voksne får barneroller og ikke påtager sig deres forældreansvar. Der kan være alle mulige konstellationer: Barnet fungerer f.eks. som mor for sin egen mor; mor og datter er veninder eller rivalinder. Far og søn er kammerater eller konkurrenter. Sønnen overtager faderens plads eller datteren overtager moderens plads o.s.v.
4. Grænsen mellem virkelighed og uvirkelighed forsvinder, hvilket vil sige, at der opstår en virkelighedsforvrængning. Familien rummer dårligt følelser og kan især ikke håndtere de smertefulde og svære følelser, som der er mange af. Når virkeligheden er smertefuld og man fornægter, fortrænger og fortier smerten og ikke kan tale om det, der sker, så opstår der en alternativ (u)virkelighed. D.v.s. at man ser og oplever ikke længere tingene, som andre udenfor familien vil se og opleve dem. Virkelighedsforvrængning kan f.eks. være, at barnet  føler skyld og skam over for noget, det reelt er uden skyld i og at de voksne ikke føler ansvar for noget, de reelt har ansvaret for.

 

Det dysfunktionelle familiemønster er desværre slet ikke ualmindeligt. I sådanne familier vil der altid være forskellige former for misbrug – om ikke andet så et følelsesmæssigt misbrug. Der vil altid forekomme omsorgssvigt af forskellig art. Det skal understreges, at dysfunktionerne ikke automatisk fører til seksuelle overgreb mod børn men, at forudsætningerne for, at det kan ske, er til stede i disse  familier.

 

At bryde mønstrene
De dysfunktionelle mønstre i familien skaber et dysfunktionelt følelsesliv hos barnet. Det forandrer sig naturligvis ikke, fordi barnet bliver voksent.  Det medfører nogle fysiske, psykiske og sociale problemer, der kaldes senfølger. De kan belaste den enkelte i større eller mindre grad resten af livet, hvis ikke vedkommende får bearbejdet sine problemer i terapi hos professionelle behandlere.

 

En helbredelsesproces bryder mønstrene og vender så at sige alting på hovedet: Grænser, følelser og behov bliver udviklet, man bliver bedre til at rumme dem samt man lærer at kommunikere dem ud på en hensigtsmæssig måde. Selvværdet bygges op. Historien skrives om og verden forstås på en helt ny måde.