Klumme april 2017
Af Anne Christensen
.
Kan du ikke huske, at du har været udsat for seksuelle overgreb? Nå men, så er det nok ikke sket. For selvfølgeligt kan man huske sådan noget! Det er der desværre, mange mennesker der tror – endda også nogle professionelle behandlere. Det er bare så forkert, som noget kan være. Traumatiserende begivenheder aktiverer forskellige beskyttelses- og forsvarsmekanismer i krop og sind som f.eks. tab af hukommelse og/eller følelser. De forsvinder simpelthen ud af bevidstheden og bliver utilgængelige.
Når nervesystemet udsættes for impulser, der er så voldsomme, at de ikke kan rummes, vil der typisk ske én af to ting: Enten husker man det hele men uden at mærke de forbundne følelser, eller man fortrænger oplevelserne, men mærker stadigt følelserne. Evnen til at fraspalte enten følelser eller hukommelse har reddet mange børns liv, men konsekvensen er, at sammenhængen mellem årsag og virkning brydes. D.v.s., at grundlaget for at kunne forstå sg selv er væk.
Hvorfor bliver jeg angst, hver gang jeg lugter den bestemte parfume? Hvorfor føler jeg mig så ensom og ked af det, når jeg ser en solnedgang? Hvorfor føler jeg mig i fare, når nogen smiler på den dér måde? Hvorfor får jeg så ondt i maven lige kl. 18 hver aften? Hvorfor bliver jeg så rasende, hvis nogen rører ved mig? Hvorfor får jeg decideret kvalme, hver gang jeg går forbi dét hus?
Når følelser og reaktioner i nutiden er uden forbindelse til de hændelser i fortiden, der skabte dem, kan de virke meningsløse og uforklarlige. Måske er der løsrevne fragmenter af erindringer, der ikke giver mening, fordi de optræder uden en kontekst. Manglen på åbenlyse ydre årsager får typisk mennesket til at søge forklaringen i sig selv: Der er noget galt med mig. Jeg er underlig, mærkelig, anderledes, forkert, syg.
Mistet hukommelse inkluderer tab af barndom, tab af fortid og tab af identitet. Det kan give en navnløs sorg; en længsel og et savn efter noget, man ikke ved, hvad er. Oplevelsen af ikke at have været til stede i sin egen virkelighed kan være meget angstfyldt. Hvordan kunne man leve, gå i skole, spise mad, snakke, lege, grine og græde uden at kunne huske noget af det? Fortrængningerne kan også føre til tab af nærvær og kontakt i nutiden, for nærvær fordrer, at man er i sin krop og har det godt med det – hvilket man netop ikke kan, for det er dér, alle de ubevidste traumatiske følelser og erindringer befinder sig.
Fraværet af hukommelse eller følelser kan medføre en grundlæggende usikkerhed, tvivl og manglende tro på sig selv. Hvordan kan stole på sig selv, når man ikke engang ved, hvad man selv har oplevet? Igen er det let at vende usikkerheden indad: Jeg er et forfærdeligt menneske, når jeg kan få sådanne tanker om min søde onkel. Jeg har sådan en syg fantasi. Min familie havde sandelig ret, når de altid sagde, at jeg var fantasifuld og løgnagtig.
Her er det så vigtigt, at mennesket bliver mødt med tillid, og bliver opfordret til og støttet i at stole på sine egne følelser og fornemmelser. Ved at forholde sig åben, interesseret og undersøgende (formentligt sammen med en behandler), kan man begynde at genskabe de brudte forbindelser. Alt, hvad man nogensinde har oplevet, er gemt i kroppen og i underbevidstheden, og det kan hjælpes frem i bevidstheden med nænsomhed. Følger man den røde tråd fra nutidens senfølger, bliver man ført tilbage til fortidens traumer, så man kan få dem bearbejdet. Derved skabes sammenhæng mellem årsag og virkning, mellem følelser og erindringer, mellem fortid og nutid, mellem det indre og det ydre, mellem barnet og den voksne, mellem krop og sind. Man bliver kort sagt forbundet med sig selv.
.
Relaterede artikler:
-
PTSD: Måden at huske på kan forlænge lidelsen
-
Kroppens forsvarsmekanismer
-
Håndtering af følelses-flashbacks
.