Klumme marts 2017
Af Lissi Sys Kronborg
.
Den lille pige, Sys, sad helt alene på det gamle lokum i koksrummet. Der var så stille, at hun kunne høre musene løbe hen over gulvet ude ved koksene. Hun var bange, meget bange, hun turde ikke røre sig, ej heller gå der fra. Der var ikke helt lyst i rummet men heller ikke helt mørkt endnu.
Hendes far havde forladt hende; ladet hende være alene efter at have misbrugt hende. Det smertede i maven på hende. Sys følte sig meget ensom, men det tav hun stille med, for hun altid havde fået at vide, især at sin mor, at hun skulle holde op med det pjat – der var ikke noget at pive over. Hun måtte ikke være bange, hun måtte ikke græde, så Sys havde for længst lært at lade være med det.
Det var ikke første gang, at Sys var blevet efterladt et sted alene i stilhed i meget lang tid. Det føltes som om, hun var låst fast til stedet, der havde et fast og hårdt greb i hende. Et greb der ikke var til at slippe ud af for en lille pige. Det var som om, at rummet sagde: “Du skal blive her, det er godt nok til dig”.
En dag, da Sys igen var efterladt og sad bange og ked af det med ondt i maven, fik hun en tanke. En tanke om at flygte fra det sted som ikke var særlig rart at være bundet til. “Hvad kan jeg gøre? Hvad tør jeg gøre?” tænkte Sys. “Vil der ske mig noget, hvis jeg flygter herfra, og hvad vil der ske mig?” Tanken føltes god, så hun legede lidt med den. “Tænk hvis jeg kunne komme væk herfra.” Det føltes endnu bedre i hendes mave samtidig med, at hun også blev bange. Men bange for hvad? Det vidste hun ikke. “Skal jeg så ikke bare blive siddende, når nu jeg er så bange? Det her sted kender jeg” tænkte hun.
Tanken blev alligevel ved med at vende tilbage sammen med angsten. Både angsten ved at sidde i det rum men også angsten ved at komme væk derfra. Sys tænkte: “Hvis jeg nu prøver at holde fast i den følelse, det gi’r i maven, når jeg tænker på, hvordan det ville være at komme væk herfra, mon det så kan lade sig gøre?” Uh, hvor ville det være dejligt. Følelsen blev mere og mere mærkbar men indimellem forsvandt den fuldstændig igen, og så var Sys tilbage i den forfærdelig smerte og ensomhed.
Samtidig med, at rummet sagde til Sys: “Du skal blive her, det er godt nok til dig”, så var der også en anden lille stemme der sagde, “Sys, du kan godt komme ud herfra, jeg vil gerne hjælpe dig.” Sys tænkte: “Hvem mon det er? Er det mig selv, der kan? Er det en styrke og vilje jeg har?” Uh, det gjorde godt at tænke på, og det føltes godt i maven. Stemmen sagde: “Sys, hold fast i den overbevisning, at du kan. Alle de kræfter, det koster at sidde her i det forfærdelig rum, kan du i stedet bruge på at tage små skridt ud af smerten og helvede.”
Timerne gik. Sys sad stadig på det gamle lokum, men havde dog rykket sig ud på kanten. Hun var klar til at tage næste skridt; det skridt der skulle få hendes små fødder ned på gulvet. “Men hvad med musene? Vil de så kravle hen over mine fødder, og mon de gør noget?” Puha, det var endnu en ting at være bange for. “Skal jeg så ikke bare rykke mig tilbage igen og vente på, at noget må ske?” tænkte Sys. “NEJ” var der en beslutsom stemme, der sagde i hende. “Nu skal du ud af dette rum. Rummet skal ikke mere have lov til at fastholde dig i smerten og helvede.”
BUMP, så satte Sys sine små fødder på gulvet, og så løb hun ud af den første dør, ud til musene og videre ud af den sidste dør. Så stod hun i FRIHEDEN. Pyha, Sys havde helt glemt at trække vejret, trætheden overmanede hende og hun begyndte at græde. “Hvad nu? Hvor går jeg hen?” tænkte hun.
Det var lunt, og der blæste en dejlig vind, en vind der gjorde godt i hele kroppen på Sys. Mørket var faldet helt på nu, men det gjorde ikke noget. Senere skulle det vise sig, at Sys og mørket blev gode venner. Mørket var ikke mere en fjende men en ven, og venner havde Sys ikke for mange af.
Sys vidste, at lejligheden hvor hun boede lå til højre. Som så mange andre gange ville hun have fulgt den vej, der førte hjem til smerte og helvede, men den gode og rare stemme var stadig med hende, og den fortalte hende, at hun skulle gå til venstre.
“Gå til venstre” tænkte Sys. “Tør jeg det? Hvad vil der være til mig dér? Jeg har jo altid gået til højre.” Igen var stemmen der: “Gå Sys, gå nu, du kan godt.” Pyha det gjorde ondt i maven, og Sys tænkte, at måske skulle hun bare være blevet siddende i rummet, for det var jo lidt trygt. “Nej Sys, gå nu. Jeg er med dig. Der er lys forude, der er en sol, der vil skinne på dig. Der er et fælleskab, og der er kærlighed til dig. Der er et rum, hvor du kan udfolde dig, som den du er. Som det stærke modige strålende, livlige, kreative, frihedselskende og utraditionelle menneske du er, Sys. Og ikke mindst så er det stedet, hvor du må være med alle dine følelser – din angst, vrede, glæde, sorg – og du må græde, alt det du har brug for. Her er der, der siger: “Hold op med det pjat, der er ikke noget at pive over.”
Sys gik til venstre. Ud i livet og lyset til friheden og kærligheden.
.