En beskrivelse af, hvordan en deltager oplevede sit første cafémøde i København.
.
18:50 – Ankomst 10 min før mødestart
Kender I det, når man føler, at bartenderen er en evighed om at få serveret? Man står der og glaner. Føler, at resten af caféens gæster kigger på én. Jeg føler mig nærmest stigmatiseret. Det er som om, at de ved, at jeg skal til det cafémøde, der handler om senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Vil bare gerne have min hyldeblomst fra Søbogaard hurtigst muligt, så jeg kan forsvinde ind i det tilstødende lokale, væk fra de nysgerrige og analyserende blikke. Endelig bliver bartenderen færdig med sit foretagende, så jeg kan få bestilt og søge ly.
Da jeg så kommer ind i lokalet, går det op for mig, at vi er en lille gruppe, så nu kan jeg ikke gemme mig nede bagved, som jeg foretrækker. Væk er anonymiteten. Sætter mig ved et tilfældigt bord med fremmede mennesker og lider i akavet tavshed. I andre sammenhænge anbefales det at bryde isen ved at finde en fælles referenceramme at tale ud fra. I denne kontekst virker det dog ikke særligt tiltalende at bryde isen med at tale om det, vi har til fælles, eller hvad man har oplevet.
Man kan tydeligt fornemme den spændte stemning i lokalet. Stemningen er spændt, som når man sidder i flyveren og venter på signal til at måtte lette fra startbanen.
I dag er oplægget et menneskes fortælling om senfølger i livet efter overgreb i barndommen. Det er ikke en film baseret på virkelige hændelser. Det er den ægte vare. Et menneske med hud og hår står foran os. Det er et meget modigt menneske, der har valgt at dele sin allermest private og intime historie med os. Det er første gang, at hun åbner op og fortæller verden om, hvad hun har oplevet og man føler sig privilegeret over at være en af dem, der får lov at høre hendes unikke historie for første gang. Det er noget særligt og meget skrøbeligt.
Efter 45 minutters rørende oplæg stopper hun med at tale… Der bliver helt stille for første gang i 45 minutter, da der undervejs i oplægget har der været en del højlydte forstyrrelser fra lokalet ved siden af det, som vi befinder os i. Der afholdes en julefrokost, og den ubekymrede stemning står i en skærende kontrast til, hvad der foregår hos os på den anden side af væggen. Det er egentligt et meget fint billede på, hvordan to sideløbende liv kan udforme sig vidt forskelligt. Vores oplægsholder har gennem de sidste 45 minutter taget os med gennem hendes ophav og opvækst på godt og ondt. Hun har krænget sin sjæl ud, og nu står hun der foran os klædt af til skindet og sårbar… Hun afventer vores respons i noget, der må føles som en evighed for hende. Men hvordan reagerer man som publikum i denne situation? I andre sammenhænge vil det være naturligt at klappe. Men hvad er der at klappe af her? Man har allermest lyst til at gå op og give hende en kæmpe krammer og fortælle, hvor sej hun er, at hun tør stille sig op og dele sin historie med os. Vi vælger den nemme løsning at klappe af hende og hendes mod.
Det annonceres, at der nu vil være et kvarters pause, inden vi starter op igen, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål til oplægsholder. Et kvarters pause virker decideret angstprovokerende at tænke på, for hvad skal man dog få tiden til at gå med? Det var allerede akavet i starten før oplægget, så hvordan bliver det så nu? I den her situation har rygerne en fordel, for de kan legitimt spæne ud af døren. Men hvad gør vi andre? Vi går i baren og bekræfter hermed, at eskapismen lever i bedste velgående. Bartenderen er selvfølgelig gået hen og blevet verdens hurtigste bartender, så 1 minut efter befinder jeg mig igen ved bordet med de fremmede mennesker. Nu er der så 14 minutter til, vi starter igen. Jeg nægter at give efter og tage min mobil frem. Det er for nemt. Nu har oplægsholderen kunnet udholde at tale 45 minutter om følgerne af overgrebene, så kan jeg vel klare lidt akavet tavshed.
Til mit held sætter oplægsholderen sig ved mit bord og bryder den øredøvende tavshed. Det føles nemmere at tale med hende, lidt ligesom når man taler med bartenderen frem for de andre i køen til baren. Jeg har en masse upersonlige spørgsmål af psykologisk karakter på sinde til vores oplægsholder, så tiden flyver af sted for mit vedkommende. Da vi starter op igen, viser det sig, at jeg ikke er den eneste, der befinder mig bedst ved ikke at stille de svære spørgsmål, som står uudtalt i rummet. Heldigvis er der modige personer til stede, så de svære spørgsmål bliver stillet. Det virker som om, at interaktionen med oplægsholderen har en terapeutisk virkning for os fremmødte.
En anderledes aften går på hæld, og et glimrende arrangement er blevet afviklet. Det virker på hver eneste fremmødte som om, at vi hver især har kunnet tage noget med os, som vi kan bruge på vores videre vej i livet.
Cafémødet foregik den 10. december 2015 i København.