Af Siff L. E. Skovenborg, psykomotorisk terapeut ved kropsliv.dk
.
Har man uro i sit nervesystem, og er man utryg i samspil med andre mennesker, så fungerer ens vagusnerve og centralnervesystem ikke optimalt. I denne artikel beskrives nogle af de mekanismer, der er i spil i nervesystemet og kroppen, når man har oplevet seksuelle overgreb. Herunder vagusnervens centrale betydning, og hvordan man kan arbejde med vagusnerven som en vej ud af traumereaktioner.
.
De fleste ved nok, at ens nervesystem er overbelastet, når man har oplevet noget traumatisk som for eksempel seksuelle overgreb og omsorgssvigt. Men der er nok også en del, der ikke helt kender til de mekanismer i nervesystemet og de reaktioner, vi mærker i kroppen, der ligger bag, og hvordan man kan arbejde med at genskabe en god og selvregulerende funktion og dermed få det bedre i krop og sind.
.
.
Lad os starte med et nervesystem, som kan finde ud af at regulere sig selv og som har en god rytme mellem at være i aktivitet inden for ens kapacitet og være i restituerende hvile. Den del af nervesystemet, der automatisk regulerer mange funktioner i vores krop hedder det autonome nervesystem og det responderer på forskellige situationer vi er i, ved at regulere fysiologiske funktioner såsom hjerterytmen, sved- og spytsekretion, aktivitet i indre organer, dirigerer blodet m.m.
Som navnet antyder er det selvstyrende. Det beslutter eksempelvis, hvor det er bedst at sende blodet hen, og hvor hurtigt og kraftig hjertet skal slå, og vejret skal trækkes. Når man hviler og er i ro, går blodet til de indre organer og hjælper til fordøjelsen, vejrtrækning og hjerteslag går langsommere. Når vi er i aktivitet går størstedel af blodet fra de indre organer og ud til muskler og hjernen, hjerterytmen øges, og vejret trækkes hurtigere. Det, der er beskrevet her, er det autonome nervesystems to gear: Aktivitetsgearet kaldet sympaticus, og ro/hvile-gearet kaldet parasympaticus, som repræsenteres ved vagusnerven.
.
Vagusnervens funktioner
Vagus betyder ’den vandrende’, da nerven er den længste og mest forgrenede nerve i kroppen og den påvirker næsten alle indre organer.
Den dorsale (bagerste) del af vagus sørger eksempelvis for de rytmiske bevægelser i tarmene (kilde 2). Den dorsale vagus menes også at have sammenhæng med orienteringsrefleksen, hvor man ser sig omkring og holder sanserne vidt åbne, mens man holder vejret (kilde 3), og ved fare kommer vi ind i det, som kaldes hyperarousal, der betyder overårvågenhed, hvor alle vores sanser er overopmærksomme.
Den ventrale (forreste) del af vagusnerven har som rolle at regulere indvoldenes, hjerter og lungers aktivitet samt påvirker halsmuskler især omkring stemmen samt ansigtsnerverne, der styrer mimikken. Denne del hjælper en til at ‘foretage hurtigt skiftende kommunikationer med omverdenen, til at fastholde opmærksomhed, til at signalere via ansigtsudtryk og stemmebrug, og til at involvere sig og kommunikere socialt’ (kilde 3). Derfor kaldes denne del også for ’det sociale engageringssystem’.
Vagusnerven har også en stor hovedrolle i at sende beskeder tilbage til centralnervesystemet og er en vigtig spiller i forhold til give besked om kropslige reaktioner (som populært sagt kan kaldes vores mavefornemmelse) til hjernen. Den styrer også vores spise- og drikkeadfærd og tager del i reguleringen af følelsesmæssige stemninger som f.eks. angst og frygt, da signalerne bl.a. sendes til amygdala (frygtrespons) og hippocampus (hukommelsesstyring) (kilde 4).
Vores følelsesreaktioner har således sammenhæng med de fysiologiske reaktioner i kroppen. ”En følelse af kvalme fra mave-tarmsystemet bidrager til oplevelsen af et emotionelt ubehag. Det at holde vejret er sammen med hjertebanken en stor del af den kropslige følelse af angst. Følelsen af rædsel giver, sammen med en total immobilisering eller fastfrysning af kroppen, en oplevelse af håbløshed eller hjælpeløshed. Og intense følelser af vrede eller angst forbindes ofte med mobilisering af aktivitet i de store muskler i arme og ben” (kilde 3). Aktivering af den ventrale vagus vil til gengæld også give positive følelsesmæssige oplevelser, når vi engagerer os i positivt samspil med andre mennesker.
.
Nervesystemets reaktion på overvældende oplevelser
Når vi er og har været udsat for traumer, kommer vores nervesystem i alarmberedskab, og nervesystemets evne til at regulere sig selv mellem aktivitet og hvile ophører, indtil vi bliver trygge i verden med andre mennesker og os selv. Vi har alle et tolerancevindue, som kan være lidt forskelligt i forhold til, hvor meget vi kan tåle af belastning. Ved traumer kan vi alle ryge ud over vores tolerencegrænse for det, som kaldes arousal og betyder vågenhedsniveau – se figur 3. Den grænse viser vores nervesystems kapacitet i forhold til at kunne bevare en naturlig selvregulering, og den overskridelse af vores kapacitet kan sætte den normale selvregulering ud af funktion. Det betyder, at man er fastholdt i hyperarousal med stresstilstande i en rum tid, indtil nervesystemet af udmattelse ryger ned i hypoarousal med depressionslignende tilstande, hvis man ikke får hjælp. Grunden til at der er brug for hjælp ved hyper- og hypoarousaltilstande er, at kroppens egen evne til at komme ned i hvile ikke fungerer, og dermed fungerer vagusnervens beroligende funktion heller ikke.
.
.
Vi skal være årvågne og klar til kamp eller flugt i farlige situationer. Det sørger aktivitetsgearet sympaticus for ved at gøre vores sanser hyperaktive, så vi kan vurdere vores handlemuligheder. Vores hjerterytme stiger, blodet føres til muskler og hjernen osv.
Men hvis vi udsættes for fare og får vores grænser overskredet i sådan en grad, at vores dybest liggende og ubevidste krybdyrdel af hjernen tolker, at vi hverken har mulighed for at kæmpe eller flygte, så er der kun muligheden for at kollapse (musklerne kan ikke spænde mere og man bliver som en slaskedukke) eller fryse (muskler spændes, men man kan ikke bevæge sig).
I denne tilstand dissocierer man (hypoarousal), så man ikke kan mærke det ubehagelige, der sker. Man er ’ude af sig selv’. Det er den måde, nervesystemet helt instinktivt vurderer, at man bedst kan overleve situationen på, og det er helt ude af bevidsthedens kontrol.
Når vi ikke kan kæmpe eller flygte og derfor kollapser eller går i frys, så sætter traumet sig nemmere fast i nervesystem på den måde, at vagusnervens kommunikation mellem hjerne og krop ikke fungerer, som det plejer (kilde 5) og amygdala (frygtrepsons) kan blive oversensitiv. Det fører til, at det er svært at aflære angstreaktioner og fastholder en i et alarmberedskab fremover og et reaktionsmønster, der minder om den oprindelige situation, hvor man meget let dissocierer (kilde 6). Det medfører også, at den mavefornemmelse, der skal fortælle os, at der er aktuel fare på færde ikke fungerer ordentligt. En anden kedelig sideeffekt er, at man bliver mere sensitiv over for smerter (kilde 7). Når parasympaticus ikke fungerer ordentligt, får det på sigt også følgevirkninger for ens regulering af åndedrættet, hjerterytme, fordøjelse o.s.v.
Da vagusnerven ved traumetilstande også mindsker vores grad af mimik, kan andre mennesker blive forvirrede over den fastfrossede mimik eller det stenansigt, som den traumatiserede kan fremvise. Stemmen kan også mangle tonalitet og livfuldhed og virke monoton og stille, eller der kan direkte være mundlamhed, hvor personen ikke kan svare. Det kan være med til at øge oplevelsen af isolation og ensomhed.
Opleves den traumatiske hændelse som særlig voldsom, kan man komme i den situation at sympaticus og parasympaticus aktiveres samtidigt, så man så at sige både træder på speederen og bremsen samtidigt. Det kan påvirke hjertets funktion på en livsfarlig måde, mindske iltforsyningen til hjernen og få en til at tisse i bukserne (kilde 2).
.
Veje ud af traumetilstande gennem genaktivering af vagusnervens funktion
Har alarmberedskabet ‘sat sig fast’ og vagusnervens beroligende funktion ikke længere fungerer, bliver man nødt til at få hjælp og gøre noget for at få beroliget nervesystemet og kroppen igen. Her kommer nogle bud på, hvordan man kan gøre dette.
Det er vigtigt at begynde at orientere sig i verden fremfor at gå ud i verden kun baseret på en frygt for, hvad der kan ske. Da orienteringssystemet hænger sammen med vagusnerven, vil det være en start at (gen)lære at tolke verden mere præcist, ud fra de signaler eksempelvis andre mennesker giver. Hvilke signaler fra andre viser, at de gerne vil noget positiv i deres samspil med en?
Det kan eksempelvis være, at de virker afspændte og varmt smilende. Følelsen af forbundethed opstår ved at være ansigt til ansigt og se hinanden i øjnene og fremmer den parasympatiske aktivitet (kilde 8). De sociale relationer er meget vigtige i ens vej ud af traumer, da isolation kan forstyrre vores autonome nervesystem yderligere (kilde 8). I starten kan der være meget tvivl om ens egen tolkning på grund af vagus’ manglende hjælp, så støtte fra en terapeut i træning af en mere præcis og ikke frygtbaseret tolkning, kan være gavnligt.
Man kan også begynde at blive mere opmærksom på de signaler kroppen giver i forhold til hjertets aktivitet, vejrtrækning, anspændthed og svedproduktion. Mange med traumer har svært ved at mærke kroppen præcist og nuanceret. Derfor kan genopdagelse af kroppen hjælpe til at vække vagusnervens aktivitet og dermed ens mavefornemmelse, men det hjælper generelt også at blive mere kropsbevidst. Kropsbevidstheden er god at træne, da det hjælper en til at reagere i tide, inden man bliver for længe i noget, der kan medføre, at nervesystemet bliver for uroligt, og derfor skaber en angst- eller paniktilstand. Det kan eksempelvis være, at man bliver opmærksom på, at meget støj fra trafik eller en stor gruppe menneskers snak øger ens hjerterytme og vejrtrækning, og hvis man trækker sig længere væk, så sænker uroen sig.
Man kan også begynde at tale beroligende til sig selv og rationalisere. Et eksempel på dette er, at man kommer ind i sin halvmørke entre og bliver forskrækket, fordi der ser ud til at stå en person, hvor man ikke regnede med, der stod nogen. Man tænder lyset og ser, at det bare er en frakke og en hat. Hjertet hamrer derudad, og man hyperventilerer måske, men falder langsomt til ro ved at tale beroligende til sig selv: ”Nåh, det var bare en frakke. Jeg troede der stod én. Puha.” Hjertet vil derefter begynde at falde til ro. Det samme gælder ude i de situationer, som gør en urolig. ”Jeg troede, der var ved at ske noget dårligt lige nu, men det var bare noget helt ufarligt. Det kan jeg godt se nu”.
En meget hjælpsom øvelse til at genaktivere vagusnerven er den rolige, dybe vejrtrækning med en blød og bevægelig mave gerne suppleret end en afspændende ahhh-lyd på udåndingen. Da vagusnerven er central i at beskrive tilstande i kroppen, vil kropslige tilstande, der signalerer ro og tryghed, hjælpe vagusnerven til at kommunikere igen og udbrede kommunikationen om, at der ikke er fare på færde. Den samme beroligende funktion har afspændende behandling og afspændingsøvelser som for eksempel spænd op og spænd af, hvor man liggende spænder lidt op i en kropsdel ad gangen og slipper spændingen igen.
Derudover er behagelige berøringer vigtige, da den er central i at udskille velvære-hormonet oxytocin. Oxytocin er det centrale hormon, som styrer vores lyst til at danne tætte relationer og aktiverer den parasympatiske vagusrespons, som motiverer os til at tage os af hinanden (kilde 8).
For at komme ud af en kronisk alarmtilstand og tendens til dissociation og ’frys’-tilstand, kan man også arbejde på at aktivere det sympatiske nervesystem, så man kan begynde at reagere og eksempelvis flygte fra situationen. I traumeterapi er et af redskaberne at ’genindspille’ situationen, så man får mulighed for at reagere kropsligt og dermed bryde den frys/kollapsreaktion der til stadighed holder én fast (kilde 10).
Det kan være svært at arbejde med dette alene, netop fordi nervesystemets normale regulering ikke fungerer, så det at have en terapeut kan være et godt sted at træne den sociale kontakt. Det er dog vigtigt, at man finder en terapeut, man føler sig tryg ved og som ved noget om senfølger efter seksuelle overgreb. Men der er stadig ting, man kan gøre i forhold til selvberoligelse, en klarere observation af omverden og kroppen, samt arbejdet med åndedrættet som kan være de første skridt på vejen til en velfungerende vagusnerve og behagelige oplevelser af ro, tryghed og gode sociale relationer.
.